Kost og kulinariske oplevelser

Har du lyst til at lære eller blive bedre til at lave mad sammen med dine venner? – så er “Kost og kulinariske oplevelser” lige noget for dig! Vi skal lære at lave mad i BGI’s skolekøkken og eksperimentere og arbejde ud fra årstidens råvarer. Du kan forvente, at vi bl.a. skal prøve at lave mad ud fra forskellige madkulturer og -traditioner, dufte, smage og opleve nye ting sammen. Så kunne du tænke dig at være med til at svinge potter og pander, og være med til at udvide dine smagsoplevelser og madkundskaber, så er dette lige valgfaget for dig

Indholdsplan for kost og kulinariske oplevelser

Formål

Formålet med valgfaget KOST på BGI akademiet er at give eleverne en god oplevelse ved at tage aktiv del i madlavningen. Det er at give dem en interesse for valg af råvarer og at lave størstedelen af maden fra bunden. Endvidere er formålet, at eleverne får kendskab til forskellige metodikker i madlavningskunsten, og at de kender til god køkkenhygiejne og orden.

Indhold + tilrettelæggelse

I KOST arbejder vi ud fra grundskolens 4 kompetenceområder:

  • Mad og sundhed
  • Fødevarebevidsthed
  • Madlavning
  • Måltid og madkultur

Hver undervisningstime er det madlavningen og selve måltidet, der er i fokus. Vi arbejder ud fra forskellige temaer, som især omhandler ’mad fra forskellige lande og kulturer’. Via den naturlige dialog finder elever og underviser i fællesskab ud af, hvad de rette valg er, når det gælder udvælgelse af råvarer og metoder. Eleverne får jævnligt lov til at eksperimentere med opskrifter, tilsmagning, justering og alternative løsninger, for at et veltilberedt og velsmagende måltid kan indtages sidst i timen.

KOST har en varighed af 125 minutter og tilrettelægges således, at der indledningsvis er en gennemgang af dagens menu, hvor de forskellige metoder forklares og særlige råvarer får fokus. Eleverne arbejder i 5 grupper af 4 personer, og de fordeler selv dagens opgaver mellem sig. Timen slutter af med et fælles måltid, hvor dagens menu tales igennem – hvad er sundt, hvad er usundt, alternative løsninger, smag og om succeskriterierne er opnået.

Slutmål

  • Eleverne kan læse en opskrift
  • Eleverne kan anvende de forskellige basiskundskaber inden for selve madlavningen
  • Eleverne har fået kendskab til mad i forskellige lande og kulturer
  • Eleverne har fået tilstrækkelige erfaringer til at kunne lave mad til sig selv og en mindre forsamling.

Se også