Mandag aften kunne vi på BGI akademiet opleve en ekstremt spændende ligakamp mellem vores samarbejdspartner HH Elite og Team Esbjerg.
HH Elite spiller normalt deres hjemmekampe i Forum Horsens, men da kamptidspunktet faldt sammen med Hosens IC’s hjemmekamp i basketligaen, blev en håndboldligakamp på BGI pludselig en realitet.
Over 1100 tilskuere – inklusiv en stor portion BGI elever – blev derfor vidner til kampen, hvor Team Esbjerg med den tidligere EM-guldvinder Jesper Jensen på trænerbænken var spået de største vinderchancer.
Favoritværdigheden kunne Team Esbjerg ikke helt leve op til, selvom de ved pausen var foran med seks mål. I anden halvleg men det lykkedes det nemlig HH Elite at indhente esbjergenserne, så kampen endte uafgjort med cifrene 27-27.
Stemningen på tribunen i opvisningshallen var helt i top, og internt på efterskolen er der stor begejstring for arrangementet:
“Vi glæder os over, at vores elever fik mulighed for at opleve professionel håndbold på højt internationalt niveau. Det var en fremragende fællesskabsoplevelse for både elever og ansatte, der fik et indblik i den professionelle håndboldverden – og så var vi heldige med, at det blev en fantastisk og intens kamp. Arrangementet var på alle måder vellykket, og vi fik bevist, at vi på BGI akademiet kan afholde store sportsbegivenheder”, udtaler JP Nielsen, leder af Sportsakademiet.