Antimobbestrategi på BGI akademiet

På BGI akademiet ønsker vi at arbejde efter at være en mobbefri efterskole. På vores efterskole accepterer vi ikke mobning. På BGI akademiet skal elever, lærere og ledelse inddrages i arbejdet mod mobning.

 

Mobning

Mobning er situationer, hvor en eller flere personer gentagne gange udsætter en anden person for handlinger, som denne person opfatter som sårende, krænkende, ubehagelige eller nedladende. Mobning kan foregå ved direkte kontakt, indirekte eller via de sociale medier, eller ved bevidst udelukkelse af nogle fra fællesskabet kan også være mobning. Der kan både være tale om fysisk eller psykisk mobning.

Handling

På BGI akademiet er alle forpligtede til at gribe ind, hvis mobning finder sted. Alle har medansvar for, at mobning ikke eskalerer. Som BGI elev har du selv et ansvar for en god stemning, en god behandling af andre, og som elev skal du selv huske at sige fra og forsøge at konfrontere personen, hvis du føler en situation tager overhånd.

Alle på BGI akademiet bedes sige fra ved dårlig opførsel eller nedladende kommentarer. Allerede ved små handlinger bør der gribes ind, inden de forværres. Ved mistanke om mobning skal begge parter høres. Bliver man mobbet kan man med tryghed gå til sin huslærer eller en anden voksen, og problemet skal herefter behandles.

Konsekvens

Konsekvensen ved mobning bør første gang være samtale/samtaler med huslæreren samt evt. kontakt til forældrene. Fortsættes mobningen inddrages ledelsen og det nødvendige arbejde for at mobningen stopper sættes i værk. På BGI akademiet skal vi møde hinanden åbent, positivt og tillidsfuldt, derudover skal vi:

– Respektere andres grænser og stoppe, når andre siger fra

– Skabe plads til alle, og inkludere alle og have alle med i fællesskabet

– Behandle andre som man selv vil behandles

– Holde os til sandheden

– Holde os til reglerne

– Tale pænt til og om hinanden og undgå at bagtale

– Skabe en god tone både på og udenfor de sociale medier. Billeder må kun bruges ved samtykke.