01. februar 2023

Håndbold; BGI akademiet fortsætter klubsamarbejdet med Horsens HK

BGI akademiet fortsætter det gode klubsamarbejde med Horsens Håndboldklub, hvor formålet er at skabe ideelle rammer for de ambitiøse pigespillere, der gerne vil udfordres og udvikle sig i et stærkt talent-set-up. Der er tale om en 2 årig aftale med udgangspunkt i fælles værdier og ønsket om at give unge håndboldspillere de bedste betingelser for kvalificeret træning og personlig udvikling i både efterskole- og klubmiljø.

Klubsamarbejdet med Horsens HK er godt etableret. Hvert andet år fornyes aftalen, så rammerne og mulighederne i samarbejdet hele tiden optimeres; for træningspas på BGI, for træningspas i klubben, for fællesskabet begge steder og på tværs, og så fritid og skolefag spiller bedst muligt sammen. Altid med eleven i centrum.

Seriøse idrætsmål og personlig udvikling

Klubsamarbejdet giver eleverne en ekstra mulighed for at dygtiggøre sig, og er ment som et ekstra tilbud, hvis man ønsker at træne og spille kampe for en klub med et stærkt talent-set-up tæt på skolen, og gøre det sammen med kammerater fra efterskolen.

Samarbejdet har eleven i centrum med fokus på trivsel samt personlig og håndboldmæssig udvikling. Gennem klubsamarbejdet tilbydes fast kvalificeret klubtræning samt kampe og klubaktiviteter i klubfællesskabet Horsens Håndbold, under forudsætning af at spilleren har niveauet og den rette indstilling til både efterskole og klubaktivitet.

Martin Moos, leder af Sportsakademiet på BGI akademiet, er begejstret for forlængelsen af aftalen:

“ ”Det er fantastisk, at samarbejdet med Horsens HK er forlænget for de kommende to år. Der er mange dygtige og ambitiøse håndboldpiger, der gerne vil engagere sig i et elitært miljø. Denne mulighed kan vi skabe i samarbejde med Horsens HK. Pigerne får samtidig klubhåndbolden i en fin sammenhæng med efterskolens dagligdag. Dette er vi glade for, at vi fortsat kan give mulighed for til de kommende piger, der er vilde med håndbolden" ”
Martin Moos, afdelingsleder og leder af Sportsakademiet
Martin Moos Hansen

Også i Horsens HK er de glade for at kunne fortsætte samarbejdet:

“ ”I Horsens Hk er vi utroligt glade og stolte over at forlænge vores aftale med BGI akademiet. Det giver os mulighed for at skabe et bedre træningsmiljø med vores egne spillere i U15/17 årgangene samt ikke mindst muligheden for at tilbyde spillere at gå på efterskole samt stadig være en del af vores stærke talent-set-up. Desuden får vi adgang til nogle fantastiske faciliteter til diverse arrangementer, der afholdes i klubben.” ”
Michael Brock, Formand og talentansvarlig i Horsens HK
Michael Brock

Udover fælles træningspas og fællesskab på tværs samarbejder Horsens HK og BGI akademiet om en række andre fælles arrangementer såsom samarbejdscamp for 10-15 årige, der arrangeres igennem BGI akademiets kursusakademi samt dagsarrangementer, træningsdage og træningslejre på BGI akademiet for holdene i Horsens Håndboldklub. Horsens HK har desuden mulighed for en ugentlig træning på BGI akademiet i en af skolens to haller.

 

Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde!

Håndboldlinjen på BGI akademiet

Håndboldlinjen er populær på BGI akademiet. Skolen har både en linje for piger og en for drenge. Træningen er niveauopdelt og rummer som udgangspunkt alle spillere lige fra bredde, til elite og landsholdsspillere.

Læs mere om Håndbold på BGI akademiet

Se også