Fællesskab og efterskole er to ord, der hænger sammen, og fællesskab er en forudsætning for at man overhovedet kan tale om efterskole.
På BGI akademiet får du mange forskellige fælleskaber, og engang i mellem er vi også sammen i det helt store fællesskab.
Vi vil forsøge at beskrive alle vores dejlige og livgivende fællesskaber.
De mange fællesskaber
HUSET bliver din lille familie, det år du går på efterskole. Der er omkring 16 elever i vores forskellige huse, og man bor blandet drenge og piger. Værelset deler man med en eller flere kammerater af samme køn. En af lærerne på skolen er din huslærer, og han/hun vil være din faste kontaktperson og er der for dig og dine huskammerater. Huset er et af de steder, hvor man helt naturligt får stærke relationer. Man laver mange ting sammen, man har en tæt hverdag sammen og så løser man også nogle praktiske opgaver. En af de praktiske opgaver er rengøring og en anden er køkkenugen, hvor hele huset hjælper til i køkkenet.
FÆLLESSKABSGRUPPEN er en samling af 5-6 huse, som har en ekstra stærk relation til hinanden. Der bliver lavet forskellige aktiviteter i fællesskabsgruppen, og vores hverdag er indrettet sådan, at det ofte er de lærere, der er tilknyttet til din fællesskabsgruppe, du møder i undervisningen.
Den første udlandstur er med din fællesskabsgruppe.
IDRÆTSLINJERNE er det sted, hvor du møder andre kammerater med samme interesse som dig. I har linjeundervisning sammen, og I vil have en hel del fælles oplevelser i forbindelse med kampe, stævner og hvad I ellers deltager i på jeres idrætslinje.
AKADEMIERNE er den måde, vi har organiseret vores idrætslinjer på. Der er et Sportsakademi og et Gymnastikakademi.
Følgende linjer er på Sportsakademiet: Fodbold, håndbold, basketball, amerikansk fodbold, fitness, cykling
Følgende linjer er på Gymnastikakademiet: Rytmisk gymnastik, springgymnastik, parkour og dans.
Desuden har vi forskellige kombinationslinjer med spring-fodbold samt ski og snowboard kombineret med forskellige linjer.
Hvilket akademi du tilhører har betydning for hvem, du skal lave fællesgymnastik med og hvor meget I både træner og er til opvisning.
Gymnastikakademiet træner 3 gange om ugen og er til 20-25 opvisninger i løbet af foråret og Sportsakademiet træner 2 gange om ugen og er til 6-8 opvisninger.
DET HELT STORE FÆLLESSKAB mærker du også suset af engang i mellem. Vi bygger det stille og roligt op, så det første arrangement hvor vi alle er samlet er til maratondans i november måned. Skituren til Østrig er også en fælles tur, gallafesten til foråret og endelig vores afslutningstur og afslutningsdag er alle arrangementer, hvor vi alle er samlet.