Hvordan er fællesskabet på BGI akademiet?
Som en af Danmarks største efterskoler får vi – forståeligt nok – tit dét spørgsmål.
For at finde svaret må vi se på betydningen af bo-grupper, fællesskabsgrupper, udlandsture, aftenarrangementer – og det med at dele værelse med en, to eller tre roomies. For hvad betyder de ting samlet for eleverne?
Vi har spurgt tidligere BGI-elev, Carl-Emil, fra Gilleleje.
Kan man have fællesskab på en efterskole med 650+ elever?
Hvis du spekulerer på dét, forstår vi dig – for det kan lyde vildt at holde sammen på så stor en flok – men på BGI akademiet betyder det både fællesskab og fordele at være mange.
Er det store BGI-fællesskab fundet sammen af de små?
Lige præcis – for du udvider gradvist dine vennecirkler her på efterskolen. Ud over fællesskabsgrupperne er der fx også husgrupper. Og på udlandsturene har BGI akademiet i forvejen besluttet, hvem du skal sidde ved siden af i bussen, og hvem du skal bo sammen med, mens vi er af sted. Alle kommer til at lære en masse nye at kende på kort tid.
Får jeg også glæde af BGI-fællesskabet bagefter?
Ja, det gør du faktisk, for stort set alle tidligere BGI-elever fortæller, at de efterfølgende 1) har nemt ved at stå ved deres egne meninger, 2) føler sig mere åbne over for nye mennesker, 3) er mere positive – og har større selvtillid og selvværd. Og en stor del af dét tilskriver de det sociale på BGI akademiet.