Er kampsportslinjen noget for mig?
Måske har du (endnu) ikke den store erfaring med kampsport. Måske har du tidligere gået til karate, judo eller noget helt tredje. Eller måske dyrker du allerede kampsport på eliteplan. Uanset hvilket niveau, du er på, er der plads til dig. Som elev på vores nye linje kommer du til at dykke ned i de forskellige dele, så du får en bred viden om kampens verden. Samtidig er der også plads til, at du kan udvikle dig og fordybe dig i den form for kampsport, som du måske allerede dyrker.
Vores fokus er både på fordybelse, det legende og det konkurrenceprægede. Selvforsvar er et helt kapitel for sig selv, som vi også kommer omkring i løbet af efterskoleopholdet.
Kampsport
To personer, der er enige om en kamp på bestemte regler og et bestemt sted. Det kan f. eks. være sportsdelen i karate, judo, MMA, brydning osv.
Det primære sigte er at besejre en modstander under et givent regelsæt.
Kampkunst
Begrebet ”do” ligger i judo, karate-do, taekwondo osv. ”Do” kan oversættes med ”vejen”. Her er der fokus på det dannelses -mæssige – fordybelsen i bevægelserne, respekten for hinanden, respekten for traditionen, disciplinen osv.
Selvforsvar
Selvforsvar er effektive og simple teknikker, der virker i en overfaldsituation og giver muligheden for at flygte. Det er også viden om, hvordan man undgår at komme i en sådan situation, hvordan man evt. kan tale sig fra et overfald.
- Grundteknik
- Træning med plethandsker, sparkeskjold og lignende
- Kata
- Faldteknik, kast og gulvkamp
- Lettere sparring med forskellige regelsæt
- Selvforsvar med fokus på at undgå vold.
- Fysisk selvforsvar tilpasset den enkelte elev.
Formålet med kampsport på BGI er, at eleverne udvikler personlige, sociale og kropslige erfaringer. I det personlige og sociale sigter vi mod, at eleverne udvikler selvsikkerhed og empati. Dette sker gennem fordybelse, konkurrence og samarbejde. Eleverne skal møde forskellige kulturer indenfor et bredt udvalg af kampsport, kampkunst og selvforsvar.
Vi vil arbejde med rigtig meget sammen, men et gennemgående princip er, at der skal være plads til hver enkelt elevs udvikling. Den store fysisk stærke person har brug andre ting i sit selvforsvar end den mindre fysisk stærke. Nogle har interesse i fordybelsen i bevægelserne, mens andre foretrækker konkurrencen. Man skal prøve de forskellige aspekter, og der er plads til forskelligheder.
Problemløsning: Man står overfor et konkret problem, der skal løses på en konkret måde. F. eks sammenligner man ofte gulvkampen i Brasiliansk jiu-jitsu med skak.
Kropskontakt: Vi lever i en tid, hvor kropskontakt er ualmindelig for mange på trods af, vi ved, at kropskontakt er med til at frembringe lykkehormoner.
Empati: Ved at man træner eller kæmper med og mod en levende person, lærer man, at man skal passe på hinanden og at man skal respektere andres grænser.
Motorik og koordination: I kampsport er hele kroppen i gang samtidig med, at man skal tage højde for modstanderen og det fysiske rum. Dette sætter store krav til den kropslig intelligens.
På kampsportslinjen kommer du blandt andet til at:
- Dyrke kampsport tre gange om ugen – hele dit år på BGI akademiet
- Komme med på studietur med linjen til et sted i Europa
- Blive undervist af en række gæsteundervisere, der har arbejdet med store navne inden for karate, judo, MMA, Taekwondo osv.
- Tage en træneruddannelse.
Udover dette kommer du selvfølgelig med på den store skitur og fællesskabsturen til Frankrig eller Tjekkiet. Som elev vil du både blive en del af et unikt fællesskab på linjen, fællesskabet i huset og i fællesskabsgrupperne.