300 meter dryslope piste, to indendørs skibånd, udlejning af udstyr og et loungeområde med mulighed for undervisning, afslapning og meget mere – lyder det som gode arbejdsomgivelser for dig? Tilsat masser af liv i form af både elever, kursister, klubber og foreninger? Så er det nu, du skal søge stillingen i vores kursusafdeling, hvor vi søger en fast fuldtidsmedarbejder pr. 1. august.
Opgaverne vil være mange og meget forskellige. Du skal blandt andet være med til at sikre, at BGI Snowsport Arena bliver så attraktiv som mulig for mange forskellige målgrupper. Den daglige drift vil bestå af modtagelse af gæster, udlevering af udstyr, og skiundervisning.
Du vil desuden være en del af markedsføringen, arbejdstidsplanlægningen for timelærerne og samarbejdet med relevante partnere, så vores nye faciliteter kommer til gavn og glæde for så mange som overhovedet muligt.
BGI Snowsport Arena er en facilitet, der skal bruges af både vores snelinje og de øvrige elever på skolen, men vi kommer også til at tiltrække skiklubber, familier og andre interesserede.
Det vil være en fordel, at du har erfaring inden for projektarbejde og har mod på at være med til at starte noget helt nyt op. Der skal blandt andet udvikles attraktive events og skicamps og organiseres udlejning af udstyr og modtages gæster.
Den nye Snowsport Arena vil være en del af vores afdeling for Camps og Kurser.
Ansøgning og relevante bilag sendes i én samlet pdf fil til job@bgi.dk senest den 1. juni. Eventuelle spørgsmål bedes rettet til Anders Aagaard, tlf. 60109646 for så vidt angår det faglige indhold og Helle Vestergaard, tlf. 42147480 hvis det handler om løn og arbejdsvilkår.
Se mere om BGI Snowsport Arena her:
https://bgiakademiet.dk/nyhed/bgi-snowsport-arena-nyt-skiomraade-paa-bgi-akademiet/